Der er et ord, der trænger sig på i mit sind, når jeg tænker tilbage på timerne med mine veninder, klienter, kursister, kunder etc. Et ord, som også direkte spejler en dyb sandhed, erkendelse og udvikling i mig selv. Ordet er Tilladelse – at tillade dig selv, menneskerne omkring dig og livet, at komme til dit/sit fulde og hele udtryk.
Derfor skriver jeg disse ord – i et forsøg på at strække ordet tilladelse til et værktøj eller et inspirationsord, som du kan bruge i din egen udvikling. Dette er første tekst ud af en miniserie, som handler om Tilladelse og Tillid.
Ordene starter her…
Du kan IKKE stå i livet, i kærligheden, i de gode tider, i de svære tider, når du er faldende i frygten – den dybe angst for ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at være elskelig, ikke at fortjene kærlighed. Du er NØDT til at kigge på den dybe frygt eller angst der spænder ben for dig, således at du ikke kan rejse dig rank og høj og stå stærkt i livet, med alt det gode og udfordrende, som det indebærer
Hvis du har lyst til at leve resten af dit liv i frygt, angst og modstand på alt det uforudsigelige og farlige som livets konstante foranderlighed medbringer, så kan du passende pakke dig ind i tykke dyner, en masse belejlige beskyttelseshandlinger og en masse selvforstærkende mantraer om, ’hvor fri du er’. Du er ikke kommet videre. Du har bare fundet en måde at stilne frygten, så du ikke kan høre den mere. Og din partner har korrigeret sin adfærd i så høj grad, at den ikke trigger dig. I virkeligheden står du stille. Du er ikke rykket dig en eneste centimer i nogen retning.
Kig på dig selv. Mærk dig selv. Tør vær ærlig med dig selv. Flå med vold og kraft dine masker af. Du VED godt, når du fortæller dig selv (og dine omgivelser) en tyk fed løgn. Du VED godt, hvordan det føles når SANDHEDEN har vist sit sindsoprivende ansigt. Du kan gøre alt hvad du kan for at lukke dine øjne overfor den, men den vil vokse i din skygge, og en dag vil sollyset ramme den og vælte dig omkuld. Så gør det nu. Tør stå ansigt til ansigt med alle dine ansigter, alle dine tilstande, udtryk, følelser, modsætninger, ALT hvad du rummer. Du kan IKKE være et ærligt, autentisk menneske, hvis du pakker dig selv og dine relationer ind i frygtens dyne. Du kan stilne smerten, men den vil hele tiden være der. Lige der i midten. Styrende ALT hvad du foretager dig. Hver en handling. Indeni og udenfor dig selv.
Når du først har lært at kigge åbent, ærligt og sårbart på én sandhed, så vil du ikke kunne flygte fra den igen, ej heller den næste. Du vil VIDE, når tiden er inde til dit klarsyn om, hvad sandheden er, og du vil handle på den. Du vil være dit autentiske dig, som flyder frit med eksistens ukontrollerbare bevægelse.
Så hvad er der at gøre?
Tillad livet. Tillad livet at skylle ind over dig med sine voldsomme havbølger, sine orkaner, tsunamier, jordskælv og jordskred – lad det flå dig midt over og mærk, at du stadigvæk er der. Tillad solskinnet, vindstilheden, det rolige hav, det rodfæstede træ. Tillad livet at skylle ind over dig i al sin pragt, voldsomhed, mildhed, smerte og glæde. Find din modigste tapreste side frem i dig selv og stil dig midt i orkanen.
Tillad dernæst dig selv at komme til udtryk. Vid, at det, som livet bringer, vil skubbe til dig, puste til dig, og gøre alt muligt, som vil udfordre din evne til at stå i dit center. Hav tillid til, at du altid kan finde dig selv igen. Du forsvinder ikke væk. Du kan altid finde dig selv igen.
Tillad dernæst kærligheden. Tillad dit hjerte at åbne sig op for den skønhed som du møder og som resonerer med dig. Tillad dig selv også at mærke at det kan gøre ondt at møde kærlighed. Den vil bore sig igennem dig og den vil tvinge dig åben. Den vil krænge al din skønhed og al din smerte åben. Der er intet der gør kærligheden ensidigt positiv. Andet end vores vrangforestillinger om den. Når du tillader den, vil den krænge dig åben, og du vil mærke det hele. Det HELE.
Start med sætningen ”jeg tillader…”.