Kender du det med at have en masse forstillinger om, hvad din partner laver af unoder, og at du nogle gange kommer til at overvåge din partners handlinger? Så læs med her.
Jalousi er en tilstand af usikkerhed og mistillid i relationen til et andet menneske, ofte ens partner.
Hvad karakteriserer jalousi?
- jalousi kredser om emner som utroskab, flirt og løgne
- tilstanden igangsættes ofte at tanker/forestillinger som ‘hun er mig utro’, ‘gad vide hvad han laver på forretningsturen’, ‘jeg kan ikke stole på hende’, ‘han lyver helt sikkert’
- for nogle leder sådanne tanker til handlinger, såsom at overvåge/kontrollere sin partner, tjekke hans/hendes telefon, mail, og utidigt undersøge, hvad han/hun laver, med hvem, hvor, hvorfor osv.
For mange bliver sådanne tanker og handlinger selvforstærkende – i en nedadgående spiral, hvor man har det mere og mere elendigt og tror mere og mere på sine tanker, uanset om ens handlinger bekræfter eller afkræfter forestillingen. For nogle kommer usikkerheden/mistilliden fra dårlige oplevelser i fortiden, enten fra barndommen i tilknytningen til forældrene, eller fra tidligere forhold, hvor der eks. har været utroskab. Den kan også bunde i negative tanker om sig selv, om ikke at være god nok og fortjene kærlighed, som bliver til en ydre projektion af usikkerhed i forholdet. Forestillingen om hvad ens partner laver af unoder, kan blive en slags besættelse, som ender med at fylde rigtigt meget – for nogle, næsten det hele.
Hvorfor bliver jalousien ved med at være der?
Fordi man undlader at tage hånd om det det ofte handler om – som er smerten indeni. I et forsøg på at kontrollere eller undgå ubehagelige følelser indeni, handler man ved eks. at tjekke partnerens telefon m.m. Dette fungerer som et kortvarigt fix, men bidrager på den lange bane til en forværring af tilstanden, som ofte fører til et alvorligt knæk i selvværdet og ikke mindst parforholdet.
Hvad kan du gøre?
Du kan starte med at undersøge dine tanker og handlinger; hvad er det for en tanke, hvor kommer den fra, hvad vil den og hvorfor leder den til den handling. Du kan ret hurigt spotte dit eget mønster og dette kan resultere i en konfronterende erkendelse af ‘det her er alvorligt, jeg har et problem’. Dernæst kan du undersøge, hvad det er du undgår at mærke indeni dig selv – hvor sidder smerten og hvad handler den egentlig om? Tag dernæst stilling til, hvordan du har lyst til at håndtere dette problem; enten med redskaber/metoder du har prøvet tidligere, en god selvhjælpsbog eller ved at søge professionel hjælp.