Forestil dig, at du ser verden gennem de øjne, du ser den med nu. Blot i lidt lavere øjenhøjde, fordi du sidder i kørestol. Du er måske født med et fysisk handicap, der gør, at du ikke kan bevæge dig og bruge din krop på samme måde som andre. Eller du har været ude for en trafikulykke, der har hæmmet dele af dine kropsfunktioner. Du skal have hjælp til lave mad, handle ind og måske også hjælp til at gå på toilettet. Dine basale menneskelige behov er intakte, og det anerkender vores velfærdssamfund, som tilbyder dig støtte og hjælp til alt det vigtige…
Forestil dig nu, at du vågner fra en fræk drøm med stivt lem eller lystig mis, eller triller en tur ned af strøget imens du betragter de luftige, blafrende, halvgennemsigtige sommerkjoler på smilende kvinder, eller får øjenkontakt med en rålækker fyr, hvis blik, afklæder dig og giver dig lyst til at være nøgen. Du er tændt, og du har lyst til at tilfredsstille din lyst. Problemet er, at du ikke kan bruge dine hænder. De ligger som to udkogte grøntsager på kørestolens armlæg eller lever deres eget liv udenfor din motoriske kontrol. Hvad gør du? Hvem hjælper dig? Hvem sørger for, at du får støtte og hjælp til denne fundamentale og naturlige del af dit liv?
Mange mennesker i denne situation gør ikke så pokkers meget. De pakker deres stive lem eller lystige mis langt ned i glemmekassen, hvor selv den varmeste solstråle aldrig når ned. Hvad er konsekvensen? Frustration, sorg, vrede. For ikke nok med, at det er umuligt at mastubere, lige så umuligt er det at røre, nusse og kæle sig selv og sin partner. Og lige så umuligt er det at søge den kontakt og berøring hos andre. Hvorfor? Fordi du betragtes som et menneske, der ikke har de behov, som et menneske, hvis livskvalitet og udviklingsgrundlag ikke styrkes af berøring, kontakt, intimitet og nærvær. Din seksualitet er forsvundet med dit handicap.
Heldigvis lever vi i et samfund, hvor selv de værste tabuer debatteres i medierne fra tid til anden. Og hvor staten nedsætter arbejdsgrupper, der undersøger befolkningens behov og vilkår. Det gjorde Socialministeriet i 2001 med det resultat, at Seksualvejledningen blev skrevet. En vejledning der beskriver, under hvilke forhold og rammer, mennesker med handicap har lov til at udleve deres seksualitet. Og intentionen var god. Hjælpepersoner skulle nu blive bedre til at åbne op for den gode dialog omkring seksualitet, og måtte endda assistere under specifikke rammer, hvis en bruger havde et seksuelt behov. Men hvor mange mennesker vidste, at seksualvejledningen eksisterede? Ingen. For vores fordomme, myter og holdninger har i så mange år betragtet handicap og seksualitet som uforenelige livsvilkår. Og ingen har taget hånd om eller gjort noget for ruske op i disse fordomme, myter og holdninger. At implementere Seksualvejledningen var ligesom at smide en stor saftig laks ned i et tomt bassin. Intet vand. Ingen ilt. Intet til at modtage den.
Derfor blev en ellers mondæn onsdag eftermiddag for et par år siden, så pokkers interessant, da min gode ven og kollega kiggede mig passioneret i øjnene, og foreslog, at vi hjalp mennesker med handicap med at mastubere. En noget bizar og provokerende udmelding, der var lidt ligesom at få kastet en stor slimet laks i hovedet, uden noget bassin at kaste den ned i. Men alligevel tilpas originalt og uimodståeligt til, at jeg kunne afvise det. Og sikke et hav vi sidenhen fik skabt. Idéen blev til Handisex, der ikke kun tilbyder konkret handlingsrettet hjælp til onani, men også provokerer og forsøger at rykke ved samfundets forstokkede holdninger og fordomme.
For seksualiteten, en af menneskehedens stadigvæk største tabuer, bliver et dobbelt tabu, når du er handicappet.