En fugtig sommerdag med ubeslutsomme skyer på himlen. Jeg drikker kaffe med nogle herlige mennesker. Vi snakker om vejret, nyhederne, ferieoplevelser. Og kærligheden.
Jeg mærker en fugtig hånd der griber min, forsigtigt. Hun kigger mig forvildet i øjnene. Hun åbner munden og hvisker ”Er det meningen, at jeg kun skal være sammen med min mand, resten af mit liv? Ikke nogen andre? Kun ham?”. Jeg kigger forvildet på hende. Jeg har ikke mange ord. Jeg er i tvivl om hvad, jeg skal sige til hende.
Det uundgåelige emne. Kærligheden. Som forskønnes og forvildes af seksualiteten. Jeg får lyst til at spørge hende, om det er det, hun har lyst til? Og jeg får lyst til at hun skal gå på opdagelse i sin lyst til at gøre det. Hvad den lyst kommer af. Hvad der driver den. Lever og elsker hun verden og alt i den, med sit store varme hjerte og med lysten til at dele al den nydelse og glæde hun finder, med andre, fordi det rum, forholdet lever i, simpelthen ikke er stort nok? Har hun lyst til andre, fordi hun ikke har lyst derhjemme? Jeg betragter hende, dyk ind i den, forstå den og vær ikke bange for, hvad du ser…
…og beslutter mig for at sige noget, om kærlighed og kærlighedens rigtighed. Stilhed. Alle krummer tær, som havde jeg kastet en kæmpe balge isvand over dem, med det værst tænkelige emne, jeg overhovedet kunne finde frem. Det isner. Kuldgysninger. Emnet der får alle til at tvivle. Tvivle på, om det de gør, er det rigtige. Om den kærlighed, de lever i og med, er den rigtige. Om deres partner er dem tro. Om de selv er tro. Måske utro i deres tro på troskab? Emnet der får alle til at frygte. Ensomheden. Tomrummet. Monogamien. Universaliteten ved den eneste ene.
Jeg får lyst til at lulle hende i mine arme. Omfavne hende. Fortælle hende, at hendes kærlighed aldrig er forkert. Aldrig beskidt. Aldrig uønsket. Jeg får lyst til at fortælle hende, at hun alene kan definere sine egne rammer, sine egne forståelser af, hvad der er rigtig kærlighed og lyst, for hende. Og dele den forståelse med sin partner. Definere deres forhold. I åbenhed og respekt. Ikke af frygt og tvivlsomhed.
For kærligheden og lysten er en livslang rejse. Ikke (nødvendigvis) en hingst, der skal tøjles og sadles. Ikke (nødvendigvis) en kasse eller definition, der endegyldigt og ultimativt eksisterer og bestemmer. Med nogle manifesterer kærligheden sig i deres partnerlige kærlighedsrelation. Med nogle manifesterer kærligheden sig i alt og alle. Det handler ikke om universelle retningslinjer for rigtigt og forkert. Det handler om lokale og intime rammer for, hvad man tror på, er det rigtige. Det handler om at leve i troskab til sig selv. Og med den, troskab til sine relationer. Og med den, troen på, at kærlighedens, lystens og livets udvikling fordres af indsigt og åbne ærlige øjne.
Solen bryder frem. Den har kæmpet sig gennem et tykt lag af grålige skyer. Den smelter isen i vores tanker og hjerter. Vi ser hinanden i øjnene. Nogen har sagt noget ærligt. Andre har fortalt en historie, de ikke tror på. Nogen tier stille.